Rollespil Bornholm


Kumpeldorf i Mitterfrüls dage

Velkommen til Kumpeldorf

Skrevet af: Thomas Jaqué - tirsdag, 26. april, 2016 kl. 21:18

Fotos af: Thomas Jaqué & Sandie Franciska Poser Skjoldstrup

Velkommen til Kumpeldorf, den lille by hvis navn, vi lader os fortælle, betyder noget i retningen af ”minearbejder by”.

Vi er i renæssancen, slutningen af middelalderen, i Warhammer universet. Det er Mitterfrül, dagene hvor der skal herske fred imellem alle.

Det er tydeligt, at titler og stand ikke har nogen betydning i disse, glædens dage.

Da min kvindelige følgesvend og Jeg selv ankommer til landsbyen, Kumpeldorf, er Mitterfrüls lege fuldt i gang og folk morer sig herligt. Der er nogle få der ser os an, formodentlig fordi fremmede ikke er forventet at ankomme midt i legene. Men med den personlige invitation i min inderlomme finder jeg dog ro, og trods de forsigtige blikke bevæger vi os ind blandt folkemængden.

Den akavede velkomst

Vi søger begge vores vært, Hr. Oswald, men kan umiddelbart ikke se ham blandt folket. Her vandre gøglere, sigøjnere og hvad umiddelbart ligner et militært hold omkring. I det fjerne kan man høre bagerens muntre stemme, som højlydt proklamerer friskt brød hele dagen i takt til de metalliske slag fra smedjen ikke langt fra hvor vi står. Det er tydeligt, at titler og stand ikke har nogen betydning i disse, glædens dage.

Min kvindelige ledsager spotter vores vært ude på marken, han danser lystigt rundt mellem folkene der kalder ham hid og did. Af høflighed giver vi ham tid til at besvare deres utålmodighed med et smil og et buk, men da vi bliver overset en tredje gang, rækker jeg resolut en arm frem og prikker ham venligt på skulderen.

Han vender sig hurtigt om, først med forvirring i blikket, indtil han genkender os begge. Derefter ændres hans ansigtsudtryk hurtigt til glæde og måske en smule lettelse for at se os.

Efter en hurtig omgang gensynssnak viser vores vært os omkring i byen. Vi bliver mødt af den tidligere sekretær som nu er blevet bormesterkvinde, og det må siges, at hun er noget ved siden af sig selv. Ser I, denne stilling er helt ny for hende. Vi er ikke helt sikre på hvorfor, men vores ledsager fortæller os om at det handlede om et brev fra borgmesteren, hun var sekretær for, hvor i der stod, at han overdrog alt magt til hende, fordi han blev nød til at flygte fra de Ostlandske soldater. Ganske besynderligt.

...ganske anderledes af hvad vi er forvandt i vort hjemland

Senere støder vi på dommeren af legene. Det viser sig, at han ikke kun er dommer her til legene, men at det er hans egentlige erhverv i Warhammer universet. Han er blevet bedt om at tilse legene og sørge for, at de foregår under retfærdige forhold. Med sig har han sin rådgiver til at holde sig selskab, både under legene men også på turen til og fra Kumpeldorf.

Modsat hvad man måske ville forvente, virker det her, ganske almindeligt, at dommeren vandre blandt godtfolk såvel som rakkerpak og konversere om alt fra tvister, folk måtte have med hinanden i legene, til livets mening. Yderst interessant og ganske anderledes af hvad vi er forvandt i vort hjemland.

Uden for spillet fortæller Johannes (dommeren), om hvordan det er at komme til Bornholm og opleve et så gennemført spil, og den mening er han ikke alene om. Folk virker ganske tilfredse med hvordan spillet indtil videre har udformet sig, og det bedste venter fortsat forude, hører vi. Der er høj kostume standard og muntert spil blandt folk.

Smeden og hans hjælper der støber

Vi spørger ind til hvad der får en rollespiller til at tage helt til Bornholm; Og ud over ”Fordi Emil sagde jeg skulle” kommer der også ting ind som pris og muligheden for at spille hyggeligt by-spil. At netop prisen kan være et plus er jo fantastis. Tænk at det er billigere at spille live rollespil på Bornholm, end at deltage til et scenarie af sammen størrelse på fastlandet!

Mange kommer ovrefra og er meget imponeret med måden det hele er sat op på.

Scenariet, som varer op til fire dage, alt efter hvornår man vælger at deltage, er blot skrevet af to forfattere. Den ene er Emil Nielsen, stifter af Gottheim Kompagniet og samtidig den mest aktive arrangør på Bornholm med ikke mindre end fire store scenarier siden Balon-dagene. Den anden arrangør er Mads Nexø, som ud over at have arrangeret Karrass Mørke sammen med Emil, også har været med til at arrangere Asteria-kampagnen.

…Efter vores hyggelige snak med dommeren og hans rådgiver, bliver vores opmærksomhed ledt hen på noget ganske andet. En ny sjæl i Warhammer; Og i det hele taget live rollespil. Kim er dog ikke helt ny i rollespilsmiljøet. Han fortæller os, at før i dag, har han spillet meget bord rollespil, og dette er hans første live rollespil af nogen art; Hvilket han også leder vores opmærksomhed hen på, ved at vise os sit kostume, som han selv mener er simpelt. Simpelt er det måske, men det er passende til stilen og der var ingen sneakers, pang-farver eller andet, der brød illusionen, så personligt mener jeg, at det er en ret høj standard for én, der deltager til live rollespil for første gang.

Ingen griner af én. Tværtimod.

Noget som nye spillere nok deler, er frygten for at man har rodet sig ud i noget der er alt for højt niveau for én; Både kostume og indlevningsevne er noget man tvivler på, og især de andre mere erfarne spilleres reaktioner er noget man måske frygter. Men til Kumpeldorf er dét ikke noget man behøver at bekymre sig det mindste om. Tvært imod er Kim blevet positivt overrasket – og det blev jeg også selv. Stemningen er dejlig og behagelig. Rolig og afslappet. Her er man ikke bange for at sige noget forkert, eller gøre noget der måske ikke helt gav mening. Ingen griner af én. Tværtimod. Her bliver man nærmest mødt med smil og tålmodighed.

Sammen med vor vært, viser Heinrich Gross (Kim) os omkring i byen. Bla. bliver vi ledt forbi ”Den gale ekskone” der er byens kro. Hvorfor kroen hedder som den gør, blev vi desværre ikke fortalt, så det må blive læsers opgave, at fantasere sig til.

Bog, globus-form og smukke, grønne glas

Fra et off-game perspektiv var kroen simpel, men hyggelig indrettet. Blot det faktum, at der var spredt hø omkring på gulvet, gav et stort plus for stemningen. Et godt spare-trick til andre. Helt simpelt var det dog ikke, for der var blevet lavet in-game etiketter til flasker i kroen – noget vi, og nok alle andre, var ret imponeret over.

Efter lidt mad og drikke – og ikke mindst festlig musik, var det tid til at forlade den hyggelige landsby. Med os hjem, tog vi endnu et positivt indtryk for live rollespils fremtid på Bornholm, og det glæder os at se, at et lavbudgets scenarie som Kumpeldorf, kan frembringe så fremragende en oplevelse som det gjorde.

Rollespil-Bornholm ønsker at takke alle der stillede op til interview. Vi var lige så overrasket over det som I nok var! Vi håber I vil syntes om billederne, og hvis ikke, skal I bare sige til, så finder vi ud af det :)

Har I selv billeder fra Kumpeldorf modtager vi dem gerne. Vi bruger dem, der bedst egner sig, til at fortælle en historie og hjælper læseren til at leve sig ind i handlingen.

Kontakt

E-mail icon Rollespil-Bornholm@Hotmail.com

Kender du til noget rollespil på Bornholm som vi ikke har stående?

Kan du huske noget fra de gamle sider vi har glemt at få med over?

Skriv til os!